Klimavenlig kaffe hos Cofoco

By 28/07/2020Artikler

I et nyt samarbejde med Ricco’s har REGA-deltager Cofoco og Cofoco Food investeret i en kaffefarm i Mexico, hvor de skal producere deres egne bæredygtige kaffebønner. Sammen vil de gøre op med ideen om kaffe som klimabelastning.  

I Danmark drikker vi en del kaffe. Faktisk drak danskerne ifølge Dansk Kaffeinformation i løbet af 2019 hele 4,2 mia. kopper. Normalt går kaffe og bæredygtighed ikke direkte hånd i hånd, men ved at købe en fælles kaffeplantage har de to virksomheder nu taget skridtet videre mod en klimavenlig kop kaffe.

Som en del af deres filosofi håber Cofoco at gøre en forskel for både klimaet og kaffekvaliteten med dette projekt. Derfor har de igangsat adskillige forskellige initiativer i produktionen af bønnerne, som skal imødekomme dette. Bønnerne bliver skyggedyrkede, hvor jorden optager maximum Co2, og derved skåner det naturlige økosystem. På sigt kan det sikre, at kaffen, Cofoco og Ricco’s serverer, bliver CO2-neutral. Derudover bruger de solens naturlige varme samt energien fra deres egen solcellepark i tørreprocessen for at undgå brug af el og transport.

Komposten fra kaffepulpen deles ud til de lokale landmænd, så Cofoco Coffee er med til at gavne deres landbrug. Udover produktionen på farmen El Olmo supplerer Cofoco Coffee med kaffe fra lokale kaffefarme og sikrer kvaliteten ved at betale en højere pris end den nuværende markedspris.

Se filmen og lær mere om projektet.

https://www.facebook.com/CofocoFood/videos/623286284984570/