Læring fra en krisetid: Vigtigheden af intern kommunikation

By 11/06/2020Artikler

Som en aktiv del af REGA-samarbejdet tager Tholstrup-gruppen ansvar for medarbejderne alvorligt. Det gjaldt også under nedlukningen af Danmark, som følge af Covid-19, hvor de lukkede alle restauranterne. Med udgangspunkt i at skabe et godt arbejdsmiljø på afstand var intern kommunikation derfor en vigtig del af processen mod genåbning.

Hos den familieejede virksomhed Tholstrup var der ingen tvivl. Selvom krisen herskede over branchen, og deres otte restauranter var lukket, så var medarbejderne stadig deres vigtigste aktiv. Derfor fokuserede ledelsen også på netop dem.

”Medarbejderne var selvfølgelig fortvivlede og bange, da krisen indtraf. Hvad skulle der ske med deres jobs? Hvor mange kollegaer ville de miste? Ville vi overhovedet åbne restauranterne igen? Vi gik ud fra, at det skabte en vis uro og spekulation hver gang, regeringen kom med en ny udmelding. Derfor sørgede vi for at kommunikere åbent til medarbejderne omkring vores planer efter hvert brancherelevant pressemøde”, fortæller René Kristensen, CEO i Tholstrup.

Synlighed og fællesskab er også vigtigt på afstand

Ud over de løbende udmeldinger fra Tholstrups CEO blev det også vigtigt at styrke fællesskabet med mere end en-vejs-kommunikation.

”Jeg afholdte i midten af krisen en online spørgetime, hvor medarbejderne havde mulighed for at se mig ”face-to-face”. Her lagde jeg vægt på at berolige dem og forklare, hvad vi havde sat i værk for at bevare så mange jobs, som muligt. To tredjedele af medarbejderne deltog, og der blev stillet spørgsmål om alt fra lønkompensation til restauranternes fremtidige indretning”, fortæller René Kristensen.

Via Tholstrups interne facebookgruppe var medarbejderne gode til at inspirere hinanden med indhold til de kedelige coronadage. Podcasts, artikler om mad og vin og links til forskellige webinars blev delt flittigt. Derudover afholdte Tholstrup en online bingo-aften, hvor medarbejderne skålede virtuelt og dystede med hjemmeprintede bingoplader.

Læring til fremtiden

Coronakrisen har ikke kun været en tid med uklarhed og bekymring for Tholstrup-gruppen. Den ekstra tid har givet især ledelsen mulighed for at se indad og optimere på flere parametre, når det gælder medarbejderne.

”Det har været en tid, hvor vi for alvor har testet vores interne kommunikation. Vi har lært, at jo mere relevant og åbent vi kommunikerer, jo mere interesse og interaktion skaber vi hos medarbejderne. Interaktionen i Tholstrups interne facebookgruppe er steget med næsten 50 procent i perioden. Jeg planlægger allerede min næste online spørgetime og har siden sørget for at dele alle nye tiltag med medarbejderne internt”, afslutter René Kristensen.

Udover fokus på den interne kommunikation har Tholstrup-gruppen brugt tiden på at renovere deres restauranter mod mere miljømæssig bæredygtighed. Hør René Kristensen fortælle, hvordan de har optimeret deres energiforbrug på flere af deres restauranter i nedenstående video.