Ny genanvendelig to-go-kop hos Original Coffee

By 10/02/2020Artikler
Bæredygtig kaffekop fra frank green og Original Coffee

Årligt bliver der, ifølge tal fra Plastikchange solgt over 16 milliarder engangskopper på verdensplan. Engangskopper som hurtigt bliver til affald, så snart kaffen er drukket, og du blot er videre i programmet. Det er en tendens, som Original Coffee gerne vil lave om på.

Engangskopperne af pap er et direkte og stort ressourcespild. Det er de også hos Original Coffees kaffebarer. Derfor har de, indtil nu, forhandlet en genanvendelig bambuskop for netop at give gæsterne et bæredygtigt alternativ til engangskopperne. På en rejse til London opdagede direktør og medejer af Original Coffee, Jonas Skovsted-Overgaard, dog en to-go-kop, som han ikke havde set før. Koppen var fra frank green, og det blev starten på et nyt samarbejde.

"Målet med den nye genbrugelige kop er ikke at forbedre bundlinjen - i hvert fald ikke ift. kr. og øre. For os handler det om ressourceforbruget. Vi håber på, at vores gæster vil tage koppen til sig, så vi sammen kan nedsætte emballageforbruget” siger Jonas Skovsted-Overgaard, direktør og medejer hos Original Coffee.

Kaffekoppen fra frank green har et funktionelt og gennemtænkt design og vandt i 2015 en ”Good Design Award” for netop dette. Det specielle ved kopperne er, at de er lavet af en holdbar BPA-fri plastik, hvor alle enkelte dele er genanvendelige. Det er et materiale, som desuden, ifølge Jonas, holder kaffen varm længere, hvilket naturligvis giver en bedre kaffeoplevelse. Frem for at smide koppen ud, kan man derimod trygt lægge den i tasken efter brug*.

Frank green udtaler på deres hjemmeside: In as little as 15 uses, you’ll begin to offset the environmental impact it took to create your frank green.

Derfor mener de hos Original Coffee, at koppen er den helt rigtige løsning – både for deres ressourceforbrug, gæsternes kaffeoplevelse og for miljøet.

Helt praktisk betyder det, at du får din to-go-kaffe i den genbrugelige kop, som du tager med dig på farten. Næste gang du skal have kaffe hos Original Coffee kan du derfor blot få serveret din kaffe heri og hvis koppen er beskidt, er det naturligvis muligt at få sin kaffe i en ren, frisk kop. På den måder kan Original Coffee skabe en intern deleøkonomi og et cirkulært system af kopper med lang levetid og som kan genanvendes efter brug. Oveni kvitterer de fremover med 5% rabat på din to-go-kaffe - hvis du altså har koppen med dig**.

*Koppen egner sig bedst til varme drikke, da der ved brug til kolde drikke kan opstå kondens på ydersiden.
**Rabatten kan ikke kombineres med andre tilbud, klippekort eller lignende.